Gåture med Sorø Erhverv
I anledning af trivselsdagen fredag den 31. maj har vi stablet to gåture på benene – en i den nordlige og en i den sydlige del af kommunen, og ale er inviteret til at deltage. Vær med til et hyggeligt arrangement, hvor vi både får rørt os, snakket og måske netværket med nogle nye mennesker.
Gåtur i Sorø
I Sorø mødes vi på Torvet kl. 14.00 og går Ingemann-ruten. Ruten er 3,5 km med 6 stop undervejs, hvor kulturkonsulent Mette Tingholm gør os klogere på B.S. Ingemann - en af de vigtigste digtere i den danske romantik og en ledende skikkelse i det rige kulturliv i Sorø i 1800-tallet.
Læs mere om Ingemann-ruten her
Gåtur i Dianalund
I Dianalund mødes vi på parkeringspladsen foran Filadelfias Administrationsbygning, Kolonivej 1, 4293 Dianalund kl. 14.00 og går Filadelfialoopet. Der er parkeringsmuligheder på begge side af bygningen. Ruten er 2,7 km med fortællinger om Filadelfias bygninger, kunstværker og historie undervejs. Sonja Petersen er ”tropsfører”.
Læs mere om Filadelfialoopet her
Ruten gås omvendt, og turen forventes at tage 1,5- 2 timer. Vi slutter ved pkt. 3, men fortsætter herefter til kantinen ved pkt. 6, hvor der vil være en lille forfriskning (vand, juice og lidt mundgodt).
Undervejs er der mulighed for se:
- Filadelfias Kirke
- Filadelfias Museum
- Hospicegården Filadelfias sansehave – dog uden at gøre ophold
Hvorfor en trivselsdag?
Vi har bedt nogle deltagere fra tidligere års trivselsdage fortælle, hvorfor de synes, det er fedt at have en trivselsdag.
Nordea i Sorø fortæller:
”Vi har haft motion på torvet og gået tur sammen med Advokatgården de sidste 3 år. Det har været med til at styrke vores samarbejde og været så hyggeligt, at vi nu også spiser frokost sammen, når der er trivselsdag.”
En virksomhedsejer udtaler:
”Jeg synes, vi skulle prøve noget nyt, så jeg bestilte smørrebrød til frokost og forlængede frokostpausen med ½ time. Så kunne vi lige snakke lidt om, hvordan det går. Resultatet blev, at vi måtte forlænge frokostpausen yderligere med ½ time – jeg var faktisk lidt overrasket, for vi går jo op og ned af hinanden hver dag, men det er nok en god ide lige at vende hverdagen en gang om året.”
En ansat udtaler:
”Det er altså dejligt med en lidt anderledes dag på jobbet. Det gør en forskel at være sammen med kollegerne på en anden måde.”