Hjemmeundervisning

Dit barn skal modtage undervisning fra det kalenderår, hvor barnet fylder 6 år, men det er ikke et krav, at barnet skal gå i skole.

Du kan vælge selv at stå for undervisningen af dit barn i den undervisningspligtige alder. Sørger du selv for dit barns undervisning, skal du give skriftlig besked til kommunen. Det skal ske, før undervisningen starter.

Hvis du selv vil stå for undervisningen af dit barn, skal undervisningen stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. 

Krav til hjemmeundervisning

  • Du skal sørge for, at dit barn får samme muligheder for alsidig, personlig og faglig udvikling, som hvis dit barn gik i en almen folkeskoleklasse.
  • Du bestemmer selv, hvilke undervisningsmetoder og undervisningsmidler, du benytter.
  • Du har selv ansvar for at skaffe undervisningsmidler.

Udgifterne til hjemmeundervisning skal forældrene selv afholde.

Det betyder indkøb af undervisningsmidler, digitale som analoge, internetadgang men også alle de praktisk afledte ting så som:

  • Prøveaftaler med en skole
  • Etablering af UNI-login
  • Ekskursioner og ture
  • Befordring
  • Sikringen af børnenes kontakt til sociale aktiviteter mv.
  • Udarbejdelse af dokumentation for at undervisningen lever op til hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen

Når Fagcenter Børn og Familier har modtaget din besked om hjemmeundervisning af dit / dine børn, oprettes en sag, hvor din ansøgning registreres. Her vil også tilsynsplan, tilsynserklæringer og aftaler mv. blive registreret. 

Du vil modtage en  kvittering på, at vi har modtaget din ansøgning. 

Fagcenter Børn og Familier sikrer desuden, at dit barn udmeldes af folkeskolen. 

Derefter sendes din registrering af hjemmeundervisning til Sorø Kommunes skolekonsulent, som kontakter dig i forhold til et hjemmeundervisningsbesøg, hvor rammerne for opstart af hjemmeundervisning i Sorø Kommune drøftes.

Når du har søgt, skal du således vente på, at skolekonsulenten kontakter dig.

 Det er barnets distriktsskole, der fører tilsyn med den undervisning barnet/børnene får i hjemmet. Distriktsskolen kontakter jer inden afholdelsen af tilsyn.

Som udgangspunkt afholdes der et årligt tilsyn, men hyppigheden af tilsyn kan øges ved behov.

Tilsynet føres ved gennemgang af konkret dokumentation for undervisning f.eks. undervisningsmateriale, dagbøger, produkter og andre relevante evalueringsredskaber.

Derudover vil der være en samtale med hjemmeunderviser og barnet, hvor der vil være fokus på, om den fremviste dokumentation i tilstrækkelig grad formidler læring, og hvilke ændringer der evt. vil være behov for.

Der udarbejdes en tilsynserklæring efter hvert tilsyn, hvor det vurderes, om undervisningen står mål med, hvad der kræves i folkeskolen. Dette notat sendes til forældrene og opbevares på den hjemmeundervistes sag i Sorø Kommune. 

 

I Danmark er der pligt til, at alle børn modtager undervisning fra det år, de fylder 6 år.

Undervisningen skal ske iflg. bestemmelserne i Folkeskoleloven eller Lov om friskoler og private grundskoler mv.

Undervisningen skal, jf. Grundlovens § 76, stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Det vil sige, at elever, der forlader 9.klasse efter hjemmeundervisning, skal have fået en undervisning, som giver dem de samme muligheder for at komme videre, som hvis de havde gået i folkeskolen.

Hjemmeundervisning hører under Bekendtgørelse af Lov om friskoler og private grundskoler m.v.

Vil du selv sørge for undervisning af dit barn?

Giv os besked

Når du skal give os besked om hjemmeundervisningen, skal du sende os nogle oplysninger.

Vi skal vide 

  • Oplysning om forældremyndighedsindehavere, herunder fulde navne og cpr numre.
  • Oplysning om hvilke børn der hjemmeundervises
  • Hvor undervisningen skal foregå
  • Hvem der skal undervise børnene

Du modtager en kvittering, og du vil efterfølgende blive kontaktet af Sorø Kommunes skolekonsulent. 

Giv besked om hjemmeundervisning

Kontaktinfo

Skoleindskrivningen
Telefontid

Mandag    10-15
Tirsdag     10-15
Torsdag    10-17
Fredag      10-13