Du skal selv ansætte og betale personen. Du kan derefter ansøge kommunen om tilskud til den lønudgift, du har til den private passer.
Du kan modtage tilskud, fra dit barn er 26 uger og indtil barnet er 3 år.
Når du har ansøgt, kontakter Børn og Familier dig og aftaler et møde.
Vi kommer ud og godkender hjemmet og den private passer. Dette gør vi for at sikre, at barnets behov kan tilgodeses. Børn og Familier fører tilsyn med den private pasningsordning en gang om året, enten som anmeldt eller uanmeldt tilsyn.
Lovgivningen
Som arbejdsgiver skal du overholde lovgivningen, bl.a. om skat, ATP, forsikring, feriegodtgørelse mv.
Vejledningen her skal hjælpe dig til at få overblik over disse forpligtelser. Den indeholder information og hjælp iht.:
- CVR-nummer
- ATP
- Ferieregler
- Lov om visse arbejdsforhold i landbruget mv. (husligt arbejde)
- Skatteregler
- Arbejdsmiljø
- Sygedagpenge
- Arbejdsskadeforsikring
- Øvrige forsikringsforhold
- Opsigelsesvarsel
Cvr-nummer
Når du har arbejdsgiverforpligtelse skal du have tildelt et CVR-nummer. Det skal bruges, når der skal betales ATP, feriegodtgørelse osv. CVR-nummeret fås ved henvendelse til:
Erhvervsstyrelsen
Kampmannsgade 1
1780 København V
Tlf. 33 30 77 00
Eller på www.virk.dk
Når du udfylder CVR-registreringsblanketten kan det anbefales, at du oplyser, at der er tale om et ansættelsesforhold knyttet til Frit valg-ordningen efter §26 i serviceloven (under ”branche).
Frit valg-ordningen er ikke omfattet af momsloven, lønsumsafgiftsloven og kildeskatteloven.
ATP
Det er antallet af timer, som passeren er beskæftiget i de enkelte lønperioder, der afgør om der skal betales ATP-bidrag og hvor meget, der skal betales.
Du skal betale ATP-bidrag, når passeren er beskæftiget i:
- Mindst 39 timer om måneden (månedslønnede)
- Mindst 18 timer i en 14-dages periode (14-dages lønnede)
- Mindst 9 timer om ugen (ugelønnede)
Yderligere oplysninger om ATP fås hos:
Arbejdsmarkedets Tillægspension
ATP-Huset
Kongens Vænge 8
3400 Hillerød
Tlf. 70 11 12 13
Ferieregler
Ferien udgør 2 ½ dag for hver måneds beskæftigelse i et kalenderår (optjenings år). Hvis lønmodtage\u0002ren har været ansat i et helt kalenderår, vil der være optjent 30 feriedage (dvs. 5 ugers ferie a 6 dage, da lørdage også tæller som feriedage).
Ferie optjenes i perioden 1.1. – 31.12. Optjent ferie afholdes året efter fra den 1.5 – 30.4.
Ferie med løn
De fleste børnepassere vil være ansat med fast månedsløn, samt løn under sygdom og på søn- og helligdage. Sådanne lønmodtagere får i stedet for feriegodtgørelse løn under ferie. Endvidere ydes et ferietillæg på 1 % af den løn, der er indtjent i det foregående optjenings år.
Retten til ferie med løn skal først optjenes i et kalenderår til brug det efterfølgende ferie år.
Hvis der ikke er optjent ret til løn under ferie, kan arbejdsgiveren fradrage 1/25 af månedslønnen pr. feriedag.
Af ferien skal mindst 18 dage gives i sammenhæng i tiden mellem 2. maj og 30. september (ferieperio\u0002den).
Resterende feriedage skal også gives i sammenhæng, men kan lægges uden for ferieperioden.
Feriegodtgørelse ved fratrædelse
Ved fratrædelse yder arbejdsgiver feriegodtgørelse med 12 ½ % af lønnen for det løbende optjenings år, samt for den del af tidligere optjenings år, for hvilken lønmodtageren ved sin fratrædelse endnu ikke har holdt ferie.
Læs mere om indbetaling til FerieKonto på www.virk.dk
Lov om visse arbejdsforhold i landbruget mv. (husligt arbejde)
Hvis en børnepasser får kost og logi som del af lønnen eller minimum 3 hovedmåltider om dagen, er ansættelsesforholdet omfattet af "Lov om visse arbejdsforhold i landbruget mv.".
Passeren og arbejdsgiveren kan skriftligt aftale, at feriereglerne i "Lov om visse arbejdsforhold i landbruget m.v." bruges i stedet for ferielovens regler. Ifølge disse regler gælder, at optjeningsperioden er lig ferieperioden, dvs. at lønmodtageren får ferie med løn under det første års ansættelse. Lønmodtageren optjener også efter denne lov 2½ feriedag for hver måneds ansættelse.
Afholdelse af ferie
Lønmodtageren kan kræve, at 2/5 af ferien gives i sammenhæng i tiden 2. maj til 30. september, hvis ansættelsesperioden gør det muligt. Resterende ferie gives delt eller i sammenhæng efter lønmodtage\u0002rens ønske.
Ferie gives med fuld løn inkl. kostpenge, hvor dette er en del af lønnen. Herudover ydes et ferietillæg på 1 % af den samlede løn.
Værdi af kost beregnes på grundlag af de af Ligningsrådet fastsatte satser for det pågældende år.
Arbejdsgiveren skal så vidt muligt sørge for, at ferie holdes inden udløbet af ansættelsesperioden. Er det ikke muligt på grund af sygdom eller tilskadekomst, ydes i stedet løn og værdi af kost, samt det nævnte ferietillæg for hver mistet feriedag.
Arbejdsministeriets departement, 1. Kontor administrerer disse særlige ferieregler. Spørgsmål til disse særlige regler skal rettes til Arbejdsministeriet, Tlf. 33 92 59 00.
Skatteregler
Vejledning om skatteregler, herunder om betaling af arbejdsmarkedsbidrag mv. kan fås hos SKAT, tlf. 72 22 18 18.
Arbejdsmiljø
Oplysninger om arbejdsmiljølovgivningen kan fås ved henvendelse til:
Direktoratet for Arbejdstilsyn
Landskronagade 33
2100 København Ø
Tlf. 39 15 20 00
Sygedagpenge
Normalt ansættes børnepasseren månedsvist med løn under sygdom og på søgnehelligdage, svarende til, at pasningstilskuddet fra kommunen ifølge pasningsaftalen ydes månedsvist. Spørgsmålet om sygedagpenge kommer ikke på tale i disse situationer, fordi der udbetales løn under sygdom.
Er der derimod tale om timelønnet ansættelse uden løn under sygdom, skal forældrene betale sygedagpenge til den ansatte.
Som privat arbejdsgiver skal forældrene kun betale løn/sygedagpenge til børnepasseren i de første 2 uger. Herefter refunderer kommunen løn/sygedagpengeudgiften.
For at modtage refusion fra kommunen skal forældrene kontakte kommunens Borgerservice (sygedagpengekontoret) og få information om sygedagpenge.
Den frivillige forsikringsordning tegnes hos:
Den Sociale Ankestyrelse
Amaliegade 25
Postboks 3042
1022 København K
Tlf. 33 41 12 00
Arbejdsskadeforsikring
Når forældrene er arbejdsgiver, skal de tegne en arbejdsskadeforsikring. Forsikringspligten gælder uanset hvor pasningen skal foregå. Der er dog ikke pligt til at tegne forsikring, hvis børnepasserens arbejde sammenlagt med anden medhjælp i forældrenes private husholdning ikke overstiger 400 timer i et kalenderår.
Nærmere oplysning fås hos:
Arbejdsskadestyrelsen
Sankt Kjelds Plads 11
2100 København Ø
Tlf. 72 20 60 00
Øvrige forsikringsforhold
Oplysninger om øvrige forsikringsforhold ved ansættelse af en privat børnepasser kan fås fra det forsikringsselskab, hvor familien i forvejen har sine forsikringer eller ved at henvende sig til Forsikringsoplysningen tlf. 33 43 55 00.
For oplysning om erhvervssygdomsforsikring kontaktes ATP tlf. 48 20 48 20.
Opsigelsesvarsel
Det gensidige opsigelsesvarsel mellem forældre (arbejdsgiver) og børnepasser (lønmodtager) skal aftales i forbindelse med indgåelse af pasningsaftalen og fremgå af den skriftlige aftale/kontrakt. Ved fastsættelsen af længden på opsigelsesvarslet skal der bl.a. tages hensyn til muligheden for at finde alternativt pasningstilbud til barnet/børnene, herunder et kommunalt pasningstilbud.
Pasningsaftalen kan ophæves med øjeblikkelig virkning, hvis en af aftalens parter misligholder aftalen (ved udeblivelse eller lignende). Hvis passeren er langtidssygemeldt en måned eller mere, eller hvis kommunen har mistanke om, at der er tale om en proforma aftale.
Sorø kommune kan opsige den private pasningsordning i tilfælde af, at eventuelle henstillinger ikke efterkommes ifm. tilsyn.
Tilskuddets størrelse
Tilskud til at ansætte en privat passer udgør maks. 75 % af den udgift, du betaler til passeren.
Hvis dit barn bliver passet mindre end 31 timer om ugen, nedsættes maksimumtilskuddet.
Tilskuddet er beregnet efter, hvad det koster at passe et barn på samme alder i en kommunal plads.
Tilskuddet udbetales månedsvis bagud, og bliver indsat på din NemKonto. Du skal fremsende en kvittering via digital post for udbetaling af lønnen til den private passer. Dit tilskud indsættes herefter senest 10. hverdage efter modtagelsen af kvitteringen.
Aftale mellem dig og den private passer
Vi anbefaler, at du indgår en skriftlig aftale med den private passer, der indeholder:
- Oplysninger om løn og arbejdstid
- Rettigheder i forhold til ferie, sygdom
- Opsigelsesvarsel
Der gælder særlige regler, hvis du indgår aftale med privat passer om kost og logi – kontakt SKAT for yderligere information på telefon 72 22 18 18.
Du kan ikke søge om tilskud til ansættelse af au pair, da en au pair har en opholdstilladelse i Danmark og ikke en arbejdstilladelse.
Administration af pasningsordningen
Sorø Kommune tilbyder at administrere forældrenes arbejdsgiverforpligtelser delvist i forbindelse med ansættelse af en børnepasser.
Sorø Kommune tilbyder således, at sørge for ATP, feriegodtgørelse, sygedagpenge.
Uanset om der er indgået en administrationsaftale, er det dog forældrene selv som skal varetage udbetalingen af forældrenes egenbetaling til børnepasseren.
Såfremt kommunen varetager administrationen for forældrene, er det fortsat forældrene, der er arbejdsgivere, og dermed også forældrene der opretholder arbejdsgi\u0002veransvaret. Det er ligeledes forældrene, der udarbejder ansættelsesbevis.
Du skal betale et administrationsgebyr til Sorø kommune.