Grøn pulje

Grøn pulje består af midler, som opstillere af vedvarende energianlæg, som fx solceller og vindmøller, skal betale til. Midlerne administreres af Sorø Kommune. De kan søges og anvendes til projekter til gavn for naboer til vedvarende energianlæg og til gavn for lokalsamfundet generelt.

Midler fra solcelleanlæg ved Vedde

Ansøg senest 31. maj 2025

Better Energy har opført en solcellepark på ca. 104 hektar, som bliver tilsluttet i slutningen af 2024. I den forbindelse indbetaler Better Energy midler til Grøn pulje, som først og fremmest skal komme lokalsamfundet til gavn og dernæst resten af Sorø Kommune. Anlæggets kapacitet er 82,2 MWAC. Forventet beløb i puljen er ca. 3.288.000 kr.

Ansøgningsfrist er den 31. maj 2025

Ansøg

Svar på ansøgning kommer i slutningen af 2025

Spørgsmål og svar om Grøn pulje

  • Vær opmærksom på, om projektet kræver landzonetilladelse eller byggetilladelse. Ansøgningen skal indeholde en faglig vurdering af, om relevante tilladelser kan opnås eller dokumentation for opnåede tilladelser. De nødvendige tilladelser skal være på plads, inden tilskudsmidlerne anvendes.
  • Hvis projektet involverer et areal, du ikke selv ejer, skal der indgås aftale med ejeren af arealet 
  • Projektet skal have en kontaktperson, som kan koordinere med forvaltningen.
  • Det er ansøger, der har ansvaret for den fremtidige drift og vedligeholdelse.
  • Vedlæg budget for gennemførelsen af projektet, herunder også eventuelle ansøgninger til andre puljer eller egenbetaling.

Alle kan søge puljen, men det er primært foreninger og selvejende institutioner, der ligger tættest på det pågældende energianlæg, der vil blive prioriteret. 

  • Naboer og lokalområde indenfor 5 km fra det vedvarende energianlæg – 60%
  • Resten af Sorø Kommune – 32 %

Man kan som enkeltperson også søge puljen. Dog skal projektet fortsat være til glæde for hele området.  

Hvis energianlægget er placeret i nærheden af en kommunegrænse, vil naboer til et energianlæg, der er bosiddende i nabokommunen, også kunne søge.  

Hvis der efter ansøgningsrunden til puljen til naboer og lokalområder er midler, der ikke er disponeret til ansøgte projekter, kan disse midler anvendes til projekter i hele Sorø Kommunes geografi.

Midlerne i Grøn pulje kan anvendes til mange forskellige formål, herunder grønne tiltag, landskabelige, rekreative eller kulturelle formål. 

Der kan f.eks. søges om tilskud til:  

  1. Projekter, der fremmer en grøn og bæredygtig omstilling  
  1. Projekter, der fremmer biodiversitet og fører til øgede naturværdier  
  1. Projekter, der sikrer gode lokale levevilkår gennem bæredygtig udvikling af lokalsamfund, styrker de landskabelige værdier eller rekreative faciliteter i bred forstand 

Der kan ikke søges tilskud, der kan betegnes som erhvervsstøtte eller som begunstiger enkeltpersoner.  

Der ydes ikke støtte til projekter der vurderes at komme færre end fem husstande til gode. 

Sorø Kommune prioriterer projekter, der understøtter målsætningerne i Sorø Kommunes klimahandleplan, og dermed er med til at fremme Sorø Kommunes grønne omstilling til en klimaneutral kommune. Muligheden for at opnå synergieffekter med andre planer og projekter, som fx helhedsplaner og strategisk landsbyplanlægning, vil også blive vægtet højt.  

Følgende parametre tillægges vægt i prioriteringen af ansøgte projekter:  

  • I hvor høj grad der er taget særligt hensyn til de allernærmeste naboer  
  • I hvor høj grad projektet er til gavn for en bred målgruppe og bliver tilgængeligt for offentligheden 
  • I hvor høj grad projektet bidrager til målsætningerne i Klimahandleplanen  
  • I hvor høj grad projektet bidrager til en bæredygtig udvikling i lokalområdet  
  • I hvor høj grad projektet øger lokalområdets attraktionsværdi  
  • Projektets potentiale for realisering, herunder projektets samlede omfang, aktiviteter, tidsplan og sikkerhed i forhold til supplerende medfinansiering og øvrige nødvendige bidragsydere. 

Det er en politisk beslutning, hvilke ansøgninger der får støtte fra Grøn pulje. Inden ansøgningerne forelægges politisk, vil Fagcenter Teknik, Miljø og Drift vurdere dem fagligt.

Ansøgninger, der omhandler grønne eller bæredygtige projekter, behandles i Klima og Miljøudvalget (KMU), der indstiller hvilke projekter, de mener bør have støtte.

Natur- Teknik og Planudvalget træffer beslutning om hvem der skal have støtte og behandler øvrige ansøgninger.

  • Der kan søges om tilskud til finansiering af hele eller dele af et projekt. Projekter der ligger inden for 5 km af det opstillede vedvarende energi-anlæg skal have et minimums budget på 20.000 kr. Øvrige projekter skal have et minimums budget på 100.000 kr. for at opnå støtte.
  • Puljemidlerne skal uddeles inden for fem år efter indbetalingen til Grøn pulje fra opstiller. Beslutning om at meddele tilsagn om tilskud sker ad minimum to omgange. Hvis der efter flere ansøgningsrunder fortsat er puljemidler til overs, kan puljemidlerne tildeles andre relevante projekter i kommunen.
  • Efter fem år overføres ikke-allokerede puljemidler over en bagatelgrænse på 10.000 kr. til staten jf. lovgivningen.
  • Tilskud kan sammenlægges med andre tilskud, herunder kommunale tilskud og andre puljer samt fondsmidler og sponsorater mv.

Projekter, der får tildelt midler fra Grøn pulje skal dokumentere afholdte udgifter med regnskab vedlagt fakturaer samt fotodokumentation i forbindelse med projektets afslutning. 

Som udgangspunkt udbetales den tildelte bevilling, når projektet er afsluttet og regnskab vedlagt dokumentation for afholdte udgifter og fotos af projektet er sendt til Sorø kommune.

Hvis du som ansøger har brug for acontoudbetalinger i projektets forløb, kan der laves en aftale med Sorø kommune om dette.

I bevillingsbrevet, der følger med afgørelsen, vil rammerne for udbetalingen til det enkelte projekt være beskrevet.

Vil du sparre om din idé eller har du brug for vejledning til din ansøgning?

Kontakt os

Hvis du har brug for vejledning til at udvikle din ansøgning eller blot har en ide til et projekt, som du gerne vil vende med os, kan du skrive til os på mail.

groen-pulje@soroe.dk

 

Senest opdateret 29-11-2024