1. NAVN, HJEMSTED OG GEOGRAFISK OMRÅDE
1.1 Foreningens navn er Rørstensgården Regnvandslav ("Regnvandslavet").
1.2 Regnvandslavet har hjemsted i Sorø Kommune.
1.3 Regnvandslavets geografiske område og ejendomme, som afleder tag- og overfladevand til Regnvandslavet, fremgår af bilag 3.
2. FORMÅL
2.1 Regnvandslavets formål er at eje, drive, vedligeholde og i fornødent omfang forny et fælles privat spildevandsanlæg (regnvandsanlæg) til afledning af overfladevand fra befæstede parkeringsarealer på privat grund, fra private fællesveje og overløb fra medlemmernes nedsivningsanlæg, samt tag- og overfladevand fra ejendomme inden for Regnvandslavets geografiske område som fastlagt i punkt 1.3.
2.2 Regnvandslavet skal sikre, at Regnvandslavet til enhver tid har og opfylder vilkår i gældende tilladelser til nedsivning og udledning af tag- og overfladevand fra arealer omfattet af Regnvandslavets ansvar, jf. punkt 3.3, i overensstemmelse med miljøbeskyttelsesloven og regler udstedt i medfør heraf. I det omfang lovgivningen i øvrigt fastsætter regler for Regnvandslavet, skal Regnvandslavet sikre overholdelsen heraf.
2.3 Regnvandslavet skal hvile i sig selv. Endvidere skal Regnvandslavet sikre opfyldelse af sine forpligtelser til lavest mulige bidrag fra medlemmerne, dog skal driften af anlæg ejet af Regnvandslavet ske med fokus på forsyningssikkerhed og miljø-, sundheds- og afstrømningsmæssige forhold.
3. OPGAVER
3.1 Regnvandslavet skal ansøge om tilladelse til nedsivning og udledning af tag og overfladevand fra Regnvandslavets anlæg i overensstemmelse med reglerne i miljøbeskyttelsesloven og regler udstedt i medfør heraf.
3.2 Regnvandslavet skal forestå drift, vedligeholdelse og evt. nødvendige fornyelser af anlæg ejet af Regnvandslavet.
3.3 Regnvandslavet har ansvaret for at aftage og sikre korrekt håndtering af tag og overfladevand fra arealer inden for Regnvandslavets område. Forpligtelsen dækker overfladevand fra parkeringsarealer på ejendomme, fra private fællesveje og tag- og overfladevand fra ejendomme, fra overløb fra nedsivningsanlæg på private ejendomme i forbindelse med regnmængder over nedsivningsanlæggenes dimensionering.
3.4 Anlæg ejet af Regnvandslavet skal drives og vedligeholdes i overensstemmelse med driftsinstruksen.
3.5 Medlemmer, jf. punkt 4, skal lede tag- og overfladevand omfattet af Regnvandslavets ansvar, jf. punkt 3.3, til Regnvandslavets anlæg, når det er muligt at lede tag- og overfladevand hertil. Medlemmer er forpligtede til at sikre, at tag- og overfladevand fra medlemmernes grunde håndteres i overensstemmelse med spildevandsplanen og kommunale afgørelser. Medlemmernes individuelle anlæg til tag- og overfladevandshåndtering kan have overløbssikring til Regnvandslavets anlæg.
4. MEDLEMMER
4.1 Enhver, som har tinglyst adkomst til fast ejendom inden for Regnvandslavets geografiske område, jf. punkt 1.3, er forpligtet til at være medlem af Regnvandslavet og til at betale sin andel af Regnvandslavets udgifter, jf. punkt 6.3.
4.2 Regnvandslavets medlemmer på stiftelsestidspunktet fremgår af bilag 3.
5. MEDLEMMERS RETTIGHEDER
5.1 Medlemmer har ret til at aflede tag- og overfladevand omfattet af Regnvandslavets ansvar, jf. punkt 3.3, fra medlemmers ejendomme til Regnvandslavets anlæg.
5.2 Ved indmeldelse udleveres vedtægterne.
6. MEDLEMMERS FORPLIGTELSER OG HÆFTELSER
6.1 For enhver af Regnvandslavets forpligtelser hæfter medlemmerne alene med den i Regnvandslavet indbetalte kapital.
6.2 Ethvert medlem bekræfter ved sin underskrift på et eksemplar af vedtægterne, at vedkommende indtræder med alle de rettigheder og forpligtelser, som fremgår af vedtægterne.
6.3 Ethvert medlem skal betale sin del af Regnvandslavets udgifter som følgende:
6.3.1 Anlægsomkostninger:
Ved anlægsomkostninger forstås nødvendige omkostninger til nye anlæg samt omkostninger til større renovering af gamle anlæg. Anlægsomkostninger for anlæg ejet af Regnvandslavet deles ligeligt mellem medlemmerne.
6.3.2 Driftsomkostninger
Ved driftsomkostninger forstås alle andre nødvendige omkostninger end anlægsomkostninger. Årlige omkostninger til drift og vedligeholdelse af Regnvandslavets anlæg deles således mellem medlemmerne.
6.3.3 Betaling
Bestyrelsen, jf. punkt 11, fastsætter en betalingsfrist for anlægs- og driftsomkostninger. Ved uenighed om fordelingen af anlægs- eller driftsomkostninger træffer kommunalbestyrelsen i Sorø Kommune afgørelse om fordelingen, jf. § 5, stk. 2, i lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v.
6.4 Ethvert medlem skal ved sin indtræden lade Regnvandslavets vedtægter tinglyse på sin ejendom. Påtaleberettiget er såvel Regnvandslavets bestyrelse som Sorø Kommune.
6.5 Når et medlem overdrager sin ejendom, er medlemmet eller medlemmets bo forpligtet til at drage omsorg for, at den nye ejer ved at underskrive og indsende ejerskifteerklæring indtræder i medlemmets forpligtelser over for Regnvandslavet. Den nye ejer indtræder i rettigheder og forpligtelser på dagen for overdragelse af ejendommen.
7. UDTRÆDEN AF REGNVANDSLAVET
7.1 Medlemmer kan kun udtræde af Regnvandslavet, hvis medlemmets ejendom ophører som selvstændig matrikelnummer, eller hvis ejendommen omfattes af et forsyningsområde, herunder ved at tilslutte ejendommen for tagog overfladevand til et spildevandsforsyningsselskab omfattet af vandsektorloven.
7.2 Ved udtræden skal afledning til Regnvandslavets anlæg ophøre.
7.3 Omkostninger til udtræden afholdes af det udtrædende medlem. Anlægsomkostninger tilbagebetales ikke, og der kan ikke udloddes andel i Regnvandslavets evt. formue.
8. GENERALFORSAMLING
8.1 Generalforsamlingen er i alle Regnvandslavets anliggender foreningens øverste myndighed.
8.2 Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt i tiden [måned-måned].
8.3 Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med mindst 3 ugers varsel ved særskilt meddelelse til hvert medlem.
8.4 Forslag fra medlemmerne skal skriftligt indleveres til bestyrelsens formand senest 14 dage før -, og udsendes til medlemmerne senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse.
8.5 Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst [1/3] af medlemmerne skriftligt til bestyrelsen anmoder om ekstraordinær generalforsamling. Anmodningen skal være vedlagt en dagsorden. Bestyrelsen skal i sidstnævnte tilfælde drage omsorg for, at ekstraordinær generalforsamling afholdes inden to måneder fra modtagelsen af anmodningen.
9. DAGSORDEN FOR GENERALFORSAMLINGEN
9.1 Senest 7 dage før afholdelse af generalforsamlingen sendes dagsordenen og de fuldstændige forslag, der skal behandles på generalforsamlingen, og for den ordinære generalforsamlings vedkommende tillige revideret regnskab og budget, til medlemmerne. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal omfatte:
- Valg af dirigent
- Bestyrelsens beretning
- Godkendelse af det reviderede regnskab
- Godkendelse af budget for det/de kommende regnskabsår
- Valg af medlemmer og suppleanter
- Valg af revisor
- Eventuelt
9.2 Generalforsamlingen ledes af dirigenten. Dirigenten afgør alle spørgsmål om dagsordenens behandling og stemmeafgivning. Dirigenten kan udpege to stemmetællere.
10. STEMMERET OG AFSTEMNING VED GENERALFORSAMLINGEN
10.1 Hvert medlem har én stemme. Afstemninger skal finde sted skriftligt, såfremt blot ét tilstedeværende medlem ønsker det. Der kan stemmes ved fuldmagt. Fuldmagt kun kan gives til ét andet medlem, og hvert fremmødt medlem kan kun medbringe én fuldmagt.
10.2 Der kan kun træffes beslutning om forhold, der er optaget på dagsordenen, eller er indkommet som anført, medmindre samtlige stemmeberettigede er til stede og tiltræder andet.
10.3 Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpel stemmeflertal.
10.4 Forslag til vedtægtsændringer kan kun vedtages, når mindst 2/3 af de stemmeberettigede er til stede, og når mindst 2/3 af disse stemmer for. Er kun den anden af disse betingelser opfyldt, indkalder bestyrelsen til en ekstraordinær generalforsamling til afholdelse inden 2 måneder, på hvilken forslaget kan vedtages ved 2/3 af de afgivne stemmer, uanset antallet af fremmødte stemmeberettigede.
10.5 Køber, jf. punkt 6.5, har ret til at overvære generalforsamlingen, hvis den afholdes før overtagelsesdagen. Køber har taleret, men ingen stemmeret.
11. BESTYRELSEN
11.1 Bestyrelsen består af [4-6] medlemmer, valgt blandt medlemmerne for 3 år ad gangen, idet der hvert år på den ordinære generalforsamling afgår skiftevis 2 og 2 medlemmer, første [og anden] gang efter lodtrækning.
11.2 Herudover er hvert år valgt 2 suppleanter, som ved afgang fra bestyrelsen tiltræder efter opnået stemmetal.
Sådanne bestyrelsesmedlemmer indtræder i det afgåede medlems resterende valgperiode.
11.3 Genvalg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan finde sted.
11.4 Bestyrelsen består af en formand, en næstformand, en kasserer, en sekretær og evt. to øvrige bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig selv.
11.5 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. I tilfælde af stemmelighed
gør formandens stemme, i dennes fravær næstformandens stemme, udslaget.
11.6 Bestyrelsen kan afholde, de efter dens eget skøn, nødvendige udgifter til anlæg, drift og vedligeholdelse samt
administration. Udgifter, der overstiger det vedtagne budget inkl. evt. henlæggelser, skal forelægges generalforsamlingen.
11.7 Bestyrelsen har ansvaret for regnskabsførelsen og opstiller årsregnskab og budget. Bestyrelsen fastsætter selv
sin forretningsorden og fører forhandlingsprotokol, der underskrives af samtlige bestyrelsesmedlemmer.
12. TEGNINGSREGEL
12.1 Regnvandslavet tegnes af formanden og et bestyrelsesmedlem i forening, eller af næstformanden og to bestyrelsesmedlemmer.
13. GODKENDELSE AF VEDTÆGTER
13.1 Regnvandslavets vedtægter skal godkendes af Sorø Kommune.
13.2 Forud for at vedtægtsændringer godkendes på en generalforsamling, skal vedtægtsændringerne godkendes i Sorø Kommune.
14. REGNSKAB
14.1 Regnvandslavets regnskabsår følger kalenderåret. Første regnskabsår løber dog fra Regnvandslavets stiftelse til den 31. december samme år.
14.2 Det årlige overskud, der måtte fremkomme efter forsvarlige afskrivninger og henlæggelser, kan ikke udbetales til medlemmerne, men skal anvendes i Regnvandslavet eller til lavere betalinger fra medlemmerne.
14.3 Revision af regnskaberne foretages af den eller de på generalforsamlingen valgte revisorer, samt evt. af en af bestyrelsen antagen revisor. Regnskabet skal sendes til revisor inden den [dato] hvert år og skal af denne være revideret i tide til, at regnskabet kan udsendes sammen med indkaldelse til generalforsamling.
14.4 Årsregnskabet underskrives af revisorerne og bestyrelsen.
15. OPLØSNING
15.1 Opløsning vedtages efter beslutningsreglen om vedtægtsændringer i punkt 10.4.
15.2 Regnvandslavet må kun opløses, hvis medlemmerne for tag- og overfladevand tilsluttes et spildevandsforsyningsselskab omfattet af vandsektorloven, og spildevandsforsyningsselskabet overtager anlæg og forpligtelsen til at håndtere tag- og overfladevand omfattet af Regnvandslavets ansvar. Opløsningen skal godkendes af Sorø Kommune.
15.3 Ved opløsning fordeles godtgørelsen for anlæggets værdi ligeligt mellem medlemmerne på opløsningstidspunktet.
Således vedtaget ved Regnvandslavets stiftelse den [dato].
[navn,] dirigent