Forebyggende indsats defineres i forhold til ungdomskriminalitet, som forebyggende tiltag, der generelt er rettet mod at hindre en uønsket tilstand, hændelse eller problem. Der er mange eksempler på, at den tidlige kriminalitetsforebyggende indsats har særlig stor betydning i forhold til at begrænse ungdomskriminalitet.
Med en plan for indsatsen imod ungdomskriminalitet er det Sorø Kommunes ønske at styrke samarbejdet, at sikre en øget koordination, at tydeliggøre ansvarsfordelingen og at sikre, at der bliver reageret hurtigere, når børn og unge bliver kriminalitetstruede.
Selve indsatsen
Kriminalitetsforebyggelse af unge er opdelt i 3 områder: En generel, en specifik og en individorienteret forebyggelse.
Sorø Kommune skal fremme de unges trivsel og forebygge uhensigtsmæssig adfærd, herunder opbygge, anvende og vedligeholde den unges lokale netværk, der har kriminalpræventiv indvirkning på børn og unges dagligdag. Det er vigtigt, at forældrene inddrages i forebyggelsen omkring det enkelte barn. Fagcenter Børn og Familier og SSP funktionen er kommunens tværgående koordinatorer for forebyggelsesarbejdet.
Tanken er, at de folk, der deltager i forebyggelsesarbejdet, skal være i stand til at bære børnene og de unge ”på tværs” af de forskel lige institutioner og tilbud, der er i kommunen. Det handler grundlæggende om at være tæt på kommunens børn og unge og ikke mindst at være i stand til at handle hurtigt.
Forebyggelsen sker ved,
- at kommunens medarbejdere søger at opfange faresignaler og udviklingstendenser i ungdomsgrupperne
- at kommunens medarbejdere får informationer fra eksterne samarbejdspartnere eller borgere om unges problemer
- at kommunens medarbejdere opfanger faresignaler i børn og unges levevilkår tidligt nok til, at der kan gøres en indsats
- at kommunens medarbejdere afklarer, hvilke forebyggelsesmuligheder der er Det kan være fagligt i de enkelte områder: Skolen, socialvæsenet, politiet, institutionerne, boligområdet, fritidsområdet og det kulturelle område.
Forebyggelsen sker endvidere gennem samarbejdet mellem politi, sociale myndigheder, skoler og forældre ved at forsøge at hindre unges og grupper af unges uhensigtsmæssige sociale adfærd, herunder kriminelle adfærd, i at opstå og udvikle sig.
Den generelle indsats
Den generelle indsats skal forhindre, at unge begår kriminalitet. En generel indsats er målrettet alle børn og unge gennem oplysning eller undervisning. Årsagerne til kriminalitet er komplekse. Derfor er det en nødvendig forudsætning for en effektiv forebyggelse af kriminalitet, at der sker et tæt samarbejde mellem offentlige, private og frivillige aktører i kommunen.
Sorø Kommune deltager i Kredsrådet, som er et samarbejdsorgan, der oprettes af alle politikredse i Danmark. Kredsrådet formulerer strategiske mål og retningslinjer for indsatsområder, som involverer flere myndigheder i de enkelte politikredse. Kredsrådets medlemmer består af den øverste ledelse i politikredsen samt borgmestre og kommunaldirektører fra kommunerne i politikredsen. Kredsrådets beslutninger føres ud i livet i lokalrådene.
Formålet med Lokalrådet er, at de overordnede mål med hensyn til både konkret kriminalitetsbekæmpelse og den kriminalpræventive indsats udmøntes lokalt. Lokalrådets medlemmer er repræsentanter for henholdsvis politiet og Sorø Kommune.
Den specifikke gruppeorienterede indsats
Formålet med den specifikke indsats er at gribe ind overfor grupper af udsatte børn og unge, hvor der kan konstateres begyndende kriminalitet. Indsatsen skal hjælpe disse børn og unge ud af kriminaliteten. SSP funktionen arbejder specifikt med grupper af unge i de forskellige lokalområder i kommunen.
Indsatsen skal være helhedsorienteret for at sikre størst mulig grad af fysisk, psykisk og social trivsel samt at koordinere et samarbejde, der hindrer, at børn og unge kommer ud i kriminel adfærd eller misbrug af rusmidler.
SSP funktionen skal identificere de udsatte unge, skabe kontakt mellem udsatte unge og systemet, være synlige i gadebilledet og være en hjælpende hånd i det offentlige rum. SSP funktionen foretager en konkret indsats i forhold til lokalområders grupper eller enkelte unge, hvor der er identificeret et behov for støtte. Ungdoms- og juniorklubberne arbejder også med forebyggelse i deres lokalområder.
Den individorienterede indsats
Sorø Kommune (Fagcenter Børn og Familier og SSP) yder støtte til konkrete unge, der er i fare for at begå kriminalitet og unge, der allerede har begået kriminalitet. Den individorienterede indsats skal støtte den enkelte unge til et liv uden kriminalitet.
Indsatsen omfatter samtaler med unge første gang de har begået kriminalitet. Samtalen tilbydes lige så snart Sorø Kommune modtager en henvendelse fra politiet om, at en ung er sigtet for forhold efter enten straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer. Såfremt den unge begår kriminalitet flere gange, vurderer Sorø Kommune, om den unge og dennes forældre tilbydes en ny samtale, eller om der skal iværksættes yderligere tiltag.