I Sorø Kommune ønsker vi, at alle børn og unge får mulighed for at udvikle sig til medbestemmende borgere i det danske samfund. Alle børn og unge i Sorø Kommune (uanset etnisk baggrund) skal derfor kende deres demokratiske og personlige rettigheder. Det er desuden vigtigt, at børn og unge kender og respekterer de normer og værdier, det danske samfund bygger på.
Derudover arbejder Sorø Kommune for, at alle børn og unge har lige muligheder i forhold til udvikling og læring ud fra deres individuelle kompetencer og potentialer. Børn og unge skal optages og fastholdes i uddannelsessystemet med henblik på at kunne deltage i samfundets politiske, arbejdsmæssige, sociale og kulturelle liv.
Sorø Kommune ønsker desuden, at alle børn og unge har lige mulighed for deltagelse i et aktivt fritids- og foreningsliv. Der arbejdes tæt sammen med flere forskellige frivillige organisationer i integrationsøjemed for de unge uledsagede flygtninge. Særligt denne målgruppe, hvor den enkelte kun har sig selv, kræver en særlig integrationsindsats. Derfor arbejdes der med øget fokus på at danne netværk omkring den unge. Et netværk er fundamentet for, at de unge uledsagede kan integrere sig og lande i Danmark.
Integrationsområdet lykkes desuden ved samskabelse og kræfter fra frivilligheden samt tværfagligt samarbejde.
- Frivillige og samskabelse: Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp Ungdom, Fødevarebanken og andre frivillige organisationer bidrager samlet set til fælleskab ved hjælp af netværksfamilier, madlavningsgrupper, aktivitetsgrupper, lektiehjælp og fritidsinteresser - i samarbejde med de midlertidige
forældremyndighedsindehavere.
- Tværfagligt samarbejde: Med hjælp fra frivillige, to-sprogskonsulent, PPR, sundhedsplejersker, familievejledere, familiebehandlere samt socialrådgivere arbejdes der tværfagligt omkring indsatserne i familierne og med de uledsagede børn og unge. Dette sker i børnenes miljøer, ligesom det sker på tværs af centrene: Jobcenter, Social Service og Børn og Familier, hvor der målrettet arbejdes efter en helhedsorienteret indsats til gavn for familierne.
Succeskriteriet er, at børn og unge flygtninge og familiesammenførte så hurtigt som muligt udsluses fra modtagetilbud til almindelige undervisningstilbud i folkeskolen - eventuelt med støtte for at opnå inklusion og integration i dagligdagen. En helhedsorienteret indsats i kommunen sikrer integration af familierne og de uledsagede børn og unge i et acceptabelt tempo under hensyn til de eventuelle udfordringer, som familierne og de uledsagede unge har med sig. Vi stiler efter en integrationsperiode, som kvalificerer den unge og familierne til at kunne klare sig selv på trods af deres vanskeligheder. Vi arbejder efter en tæt støttet indsats i starten, for efterfølgende at nedtrappe indsatsen i familierne og omkring den unge i takt med, at de integreres.